Om HOU´sa

På landevejen mellem Hou og Hals ligger en ældre bygning, som har været scene for mange forskellige erhverv gennem årene. De fleste i området ved hvilken bygning det drejer sig om, når man benævner den som ”Den gule købmand”.

Nu er der åbnet et spisested, med en tilhørende is café. Væggene er skæve, køkkenet er alt for lille, det er hyggeligt, uhøjtideligt og uperfekt.

Navnet HOU´sa er valgt fordi det hele skete så hurtigt og uplanlagt – og så selvfølgelig beliggenheden, på vejen mellem Hou og Hals.

Hos HOU´sa kan man komme og spise stjerneskud, en oksemørbrad, en is eller blot drikke et glas vin, med fødderne smækket op foran brændeovnen.

Du kan også mødes med dine venner og få et spil kort, eller sætte dig med din bærbare og lave det sidste kontorarbejde inden weekenden.

Vores mål er ikke gourmet, vores ambition er ikke Michelin eller en smukt designet sal. Vi laver både den hurtige burger, men også den hjemmelavede.

Vi tager det hele roligt, og det skal vores gæster også kunne gøre når de bestiller maden. Vi er her for hyggens skyld, og vores mission er lykkes, hvis vores gæster kommer med et smil og går med et endnu større.”

Sådan skete det, fortalt med glimt i øjet 🙂

Der var engang en meget sød og hjælpsom revisor, som man også kunne kalde både spontan og meget glad for gode ideer. Således havde denne revisor haft gang i mange spændende projekter, ofte helt uforskyldt, blot fordi han ville hjælpe andre med at komme af med deres problemer.
Revisoren var rigtigt godt gift. Det mente hans kone i hvert fald.

Revisoren og hans kone havde en gang, for ikke så længe siden, hjulpet en kunde med at drive en restaurant i en by langt herfra, og det var virkeligt ikke gået ret godt, for så snart revisorens kone havde sat sit navn hvor det var nødvendigt, var kunden, som var en snedig og ilter italiener, smuttet med hele bankbeholdningen og det halve kongerige og en gammel Fiat Punto. Derfor havde revisoren og hans kone aftalt, at den branche skulle de aldrig involvere sig i, igen.

Nu havde revisoren en anden kunde, en sød tysk kvinde, som savnede sit hjemland. Hun var dog bundet af et gammelt forsømt slot, som lå lige ved landevejen, i det smukkeste område, og meget mere positivt kunne man ikke sige om det slot.

Revisoren var som sagt hjælpsom, og han lagde sit kønne hoved i blød, for at finde en løsning, så ejeren af slottet kunne rejse hjem til sine kære.

Han gik derfor hjem, og foreslog sin søde kone, at de købte slottet, satte det i stand og lod andre benytte det mod en beskeden leje, så de kunne tjene til dagen og vejen. De nye lejere altså, for det var en meget uselvisk og hjælpsom revisor. ❤️

Men klog af skade takkede konen nej. Ikke fordi hun ikke kunne lide gaver, men fordi hun havde set slottet og ikke mente det kunne reddes.
Så talte de ikke mere om det, og konen glemte faktisk alt om det slot, mens hun drømte om andre slotte, under mere sydlige himmelstrøg.

En dag, et års tid efter, havde revisoren en kæmpe gave med hjem til konen, og det var hun vældigt glad for, og tilfreds med, for konen elskede sin flotte gave.

Faktisk var hun så glad, at hun helt tabte mælet, da revisoren henkastet fortalte at han havde hjulpet sin tyske kunde ud af sin kattepine, og havde købt det meget charmerende og potentielt værdifulde slot. “Men bare rolig søde kone, vi skal aldrig mere drive restaurant. Det har vi jo aftalt” og så var konen ikke klogere, end at hun blev lettet over det løfte.

Nu viste revisoren sin nye ejendom frem for sin konens forældre, og hans svigermor, som altid var fuld af gode ideer, så straks at slottet virkeligt var charmerende og havde masser af potentiale, og mens konen, den elskede datter til den fantasifulde svigermor, et øjeblik var ude af syne, foreslog svigermoren revisoren, at han solgte is til de glade feriebørn i området, og revisoren synes det var en fantastisk idé.

“Hou Hou“ sagde konen. Men den kønne revisor blinkede, “Bare rolig, søde kone, vi skal ikke drive restaurant” sagde han,mens han smilede sødt til konen. Og så smeltede konen og smilede til revisoren, og sagde, at det var hun lettet over, for det havde de jo aftalt at de aldrig skulle gøre mere.

Revisoren havde flere kunder, blandt dem var en stor og meget glad græker, og han foreslog revisoren at man også solgte lidt mad, nu hvor man alligevel skulle sælge is. Og revisoren synes det var en fantastisk idé.

“Hou Hou” sagde konen. Men revisoren smilede sødt, “bare rolig, søde kone, vi skal jo ikke drive restauranten, det skal grækeren” og så smilede konen og sagde at det var en god idé.

Men grækeren døjede med sin ældre ryg, som havde båret mange byrder, og han klagede mens han viftede med sine store hænder. “Det er en byrde min ryg ikke kan bære, I må tage den af mine skuldre”

Og således kom revisoren og hans kone til at drive restaurant i det gamle slot, mens de kæmpede for at holde kulden og regnen ude og fik både malet og skiftet det ene og det andet, men slet ikke nok. 🏚

Heldigvis fik de varmen, ved de mange søde smil de fik, fra beboerne på de noget smukkere omkringliggende slotte. 🕌

På den måde blev konen helt glad for sit slot og de nye naboer, for de bød velkommen og var meget venlige. Og hun synes revisoren havde gjort det godt med sin hjælpsomhed, for nu ejede de et slot med meget søde naboer.

“Husk” sagde manden, “at når man ejer et slot skal det have et navn, og det må du finde på, og det er den eneste, men meget vigtige opgave, som du får, som slotsfrue. Så hvad skal dit slot hedde, søde kone”?

“Slottet skal hedde HOU’sa” sagde konen, og smilede til den kønne revisor.